DSFWeb

Hundredevis af studieansøgere afvist pga. problemer med den online ansøgning

Siden fredag d. 30. juli er der dukket flere og flere sager op med studieansøgere, som er blevet afvist på videregående uddannelser pga. af problemer med den online ansøgning på sitet optagelse.dk. Ifølge DR Nyhederne drejer det sig mindst om 600 ansøgere, og det tal forventes at stige, når sagerne bliver talt op. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) kritiserer fejlen og foreslår en ekstra pulje til uddannelserne, så de kan øge optaget og få plads til de afvist. Eller som minimum kræver DSF, at de afviste studerende sikres en plads på studiet næste år.

Formand for Danske Studerendes Fællesråd, Mikkel Zeuthen, udtaler:

”Det er helt uacceptabelt, at kvalificerede ansøgere afvises på grund af en teknisk fejl på hjemmesiden. Det er frygteligt for de unge, som havde glædet sig til at komme i gang. Og det er latterligt, at politikerne har så travlt med at få os hurtigt igennem studierne og så sådan noget her alligevel kan ske.”

Selvom sagen er meget beklagelig, har DSF et par forslag til, hvad der bør gøres. Mikkel Zeuthen fortsætter:

”Egentlig burde Videnskabsministeren afsætte en ekstraordinær pulje penge, så uddannelserne kan udvide antallet af pladser, så vi kan få plads til de afviste. Eller som minimum må vi kræve, at de unge, som skulle have været optaget, garanteres en plads næste år, uanset om karakterkravet ændrer sig.”

Studerende er glade for ny aftale om tilmelding til kandidatuddannelser

Tirsdag d. 6. juli offentliggjorde videnskabsministeriet en ny aftale* med Danske Universiteter om at det bliver lettere at vælge kandidatuddannelse. Danske Studerendes Fællesråd er glade for den nye ordning og håber det kan sikre bedre mulighed for mobilitet og bevægelighed mellem uddannelserne.

Formand for Danske Studerendes Fællesråd, Mikkel Zeuthen, udtaler:

”Aftalen betyder, at det bliver lettere at få overblik over, hvilke kandidatuddannelser vi kan vælge. Der er i dag et hav af muligheder, men det er svært at finde hoved og hale i alle de forskellige uddannelser.”

Mikkel Zeuthen fortsætter:

”Det skal være meget lettere at vælge uddannelse på tværs af de forskellige fag. Vi håber den her nye aftale er første skridt på vejen til større frihed til at skræddersy uddannelse, der matcher fremtidens udfordringer. Det vil dog også kræve et opgør med den faglige snæversynethed, der hersker på mange fag, hvor studierne ikke vil optage studerende fra andre uddannelser.”

Demonstration mod nedskæringer på uddannelse i dag kl. 15.30 på Frue Plads i København

I dag, d. 8. juni 2010, samles studerende til demonstration mod nedskæringerne på uddannelse, som VK & O lægger op til i deres genopretningsplan. Studenterorganisationerne mener at nedskæringerne er så langt ude, at man har valgt at indkalde demonstrationen midt i eksamensperioden med blot en uges varsel.
 

Formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Mikkel Zeuthen, siger:
”I regeringen og Dansk Folkepartis svar på, hvordan Danmark kommer ud af krisen er der massefyringer og nedlagte fag på universiteterne. Forhåbentlig tror de ikke engang selv på den løsning. Uddannelserne er mega pressede i dag og kvaliteten i uddannelserne bliver dårligere, hvis pakken bliver vedtaget.”

Om demonstrationen siger han:
”Det er langt ude at skære så voldsomt ned på uddannelse, og vi demonstrerer for at gøre et sidste forsøg på at tale politikerne til fornuft. Alle er enige om at fremtidens vækst skal bygges på uddannelse og viden. Men i stedet for at være bygmester, fjerner finansministeren vigtige byggesten og risikerer at  blive klodsmajor.”


Genopretningsplanen lægger også op til nedskæringer på professionshøjskolerne. Faglig sekretær i Pædagogstuderendes Studieorganisation (PLS), Mette Lundstad Nielsen siger:
”Besparelserne på professionshøjskolerne kommer til at koste vores uddannelser dyrt. Vores uddannelser er med til at forme fremtidens velfærdssamfund - derfor vil besparelserne på lærer, sygeplejersker, socialrådgiver og pædagoguddannelserne være med til at forringe vores velfærd.”

Studerende roser minister for at afvise brugerbetaling på humaniora

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen tog i går i en artikel på Altinget.dk afstand fra DI’s forslag om at indføre brugerbetaling på de uddannelser, der skaber mindst økonomisk vækst. Danske Studerendes Fællesråd er glade for ministerens afstandtagen og roser hende for at turde stå fast på, at uddannelse skal være gratis og lystbetonet. 

Mikkel Zeuthen, formand for Danske Studerendes Fællesråd, udtaler:

”Jeg er rigtigt glad for, at ministeren tager afstand fra DI’s ugennemtænkte forslag. Gratis uddannelse er helt afgørende for at få flere til at uddanne sig til det de brænder for. Det er dejligt, at ministeren tør stå fast trods presset fra erhvervslivet. I en krisetid er det vigtigt at holde tungen lige i munden og ikke lade sig forføre af dårlig politik”.  

Ministeren slog i artiklen fast, at hun mener, uddannelse skal være et ”attraktivt og aktivt tilvalg” og at ”alle skal kunne tage en uddannelse uden hensyn til pengepungens størrelse”. Hermed bakker hun op om Danske Studerendes Fællesråd udmeldinger i sagen.

DI’s udmelding kan ses her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2010/06/03/093656.htm

Udgiv indhold  DSFWeb