Uddannelsespolitisk område
Uddannelsespolitisk område varetages i det daglige af den ene næstformand, som samtidig er uddannelsespolitisk ordfører. Det hører under uddannelsespolitisk udvalg, i daglig tale UPU, hvor alle DSF’s 22 medlemsorganisationer fra de lange videregående uddannelsesinstitutioner er repræsenteret.
Uddannelsespolitisk område dækker alt vedrørende styrings, undervisnings- og forskningsforhold for de lange videregående uddannelser. Det omfatter undervisningens form, hvor DSF arbejder på at sikre de studerende højere kvalitet af den uddannelse de modtager. Det drejer sig bl.a. om kvalitetssikring og – udvikling (akkreditering, evaluering, ranking, benchmarking o. lign.) Helt aktuelt arbejder DSF bl.a. på at sikre, at forskningsfriheden bevares og at der også reelt er tale om forskningsbaseret undervisning på de lange videregående uddannelser.
Uddannelsespolitisk område dækker også over alt vedrørende optagelse og eksamen. Det er et mål, at det er de enkelte lange videregående uddannelser, der fortsat fastlægger eksamensbestemmelser ud fra hvad der er optimalt i forhold til den studieform, som eksisterer på de enkelte uddannelser. Det indebærer eksempelvis, at muligheden for gruppeeksamen genindføres for de uddannelser, der måtte ønske det.
Området omfatter uddannelsernes opbygning (struktur og formål), hvor det er bl.a. er et mål for DSF at sikre de studerende mulighed for større mobilitet på tværs af fag og uddannelsesinstitutioner. Samtidig arbejder DSF på at sikre, at der fortsat udbydes en bred vifte af forskellige uddannelser til gavn for både samfundet og den enkelte studerende.
Uddannelsespolitisk område dækker også over alt vedrørende styrelsesforholdene på de lange videregående uddannelser. Et absolut hovedformål er at sikre de studerende større indflydelse på udviklingen af deres uddannelser end tilfældet er i dag. Fra det helt nære på de enkelte fag til det overordnede på fakultets og bestyrelsesniveau og til det landspolitiske niveau i form af modstand mod den statslige detailstyring af de videregående uddannelser. Det forudsætter afgørende ændringer i den nuværende universitetslov
Eftersom det er de økonomiske rammer, der i vid udstrækning er forudsætningen for at de studerende kan modtage en ordentlig uddannelse, dækker det uddannelsespolitiske område også alt vedrørende finansiering af de videregående uddannelser. Det gælder såvel størrelsen af eksempelvis taxametertilskud og basisbevillinger, såvel som hvilke finansieringsformer, der er tale om på de videregående uddannelser. Et særligt indsatsområde er bevarelse af det danske gratisprincip for uddannelse og dermed modstand mod indførelse af studiegebyrer og andre former for brugerbetaling på de videregående uddannelser.
Endelig har DSF et særligt fokus på den internationalisering af uddannelser og enkelte fag, som med Bolognaprocesssen og EU's Lissabon-strategi bliver et stadig mere centralt omdrejningspunkt for uddannelsesplanlægningen.
Samarbejdspartnere
Nationalt samarbejder Danske Studerendes Fællesråd især med de øvrige elev- og studenterorganisationer, og med de akademiske fagforeninger (henvisning til links). Men arbejder også i forhold til arbejdsmarkedets øvrige parter, som LO, Dansk Industri og Dansk Erhverv.
Internationalt samarbejder DSF med studenterorganisationerne fra hele resten af Europa igennem European Students Union, og med studenterorganisationerne i de øvrige nordiske lande igennem NOM/BOM.

