DSFWeb

Lovændringer med tilbagevirkende kraft koster studerende 60.000

Fornuftige studerende, som har sparet op for at kunne koncentrere sig fuldt ud om deres specialeskrivning, mister op til 60.000 kroner. Det er resultatet af de nye SU-regler, som træder i kraft i morgen onsdag 1. juli 2009. Politikerne afskaffer med tilbagevirkende kraft de studerendes ret til at opspare SU-klip og bruge dem som dobbeltklip sidst i uddannelsen. På trods af vedholdende pres fra studenterbevægelsen har politikerne nægtet at lave en overgangsordning, der dækker alle de berørte studerende. Det vækker stærk kritik hos Danske Studerendes Fællesråd.

”Det er lovgivning med tilbagevirkende kraft, der rammer flittige Studerende, som har overholdt reglerne og sparet op til afslutningen af uddannelsen. Det er fuldstændigt uhørt.” Siger Laura Toftegaard Pedersen, næstformand og levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd.

Danske Studerendes Fællesråd har igennem de sidste par uger fået mange henvendelser fra frustrerede studerende, der ikke ved, hvordan de skal få økonomien til at hænge sammen under deres specialeskrivning eller planlagte studieophold i udlandet.

”Igennem mere end et år har vi forsøgt at råbe politikerne op og få en overgangsordning. Men de har været fuldstændig døve. De studerende, som ofte står foran deres speciale, snydes for op til 60.000 kroner. Det er at rive tæppet fuldstændig væk under manges økonomi.” Siger Laura Toftegaard Pedersen, næstformand og levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd.

”Politikerne bør gør det anstændige og erkende, at der er brug for en overgangsordning for alle de studerende, som i god tro har fulgt reglerne.” Afslutter Laura Toftegaard Pedersen, næstformand og levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd.

For yderligere kommentarer kontakt Laura Toftegaard Pedersen på tlf. 28 19 45 01. Danske Studerendes Fællesråd kan også formidle kontakt til nogle af de studerende, som er kommet i klemme som følge af de nye SU-regler.

(Udsendt 30. juni 2009)
 

  DSFWeb