DSFWeb

blokade

Danske Studerendes Fællesråd støtter blokaderne på Københavns Universitet

Netop nu blokerer studerende indgangene til biologisk institut og geo-centret på Københavns Universitet og nedlægger al undervisning i protest over nedskæringer og massefyringer. Danske Studerendes Fællesråd bakker protesterne op og kræver en hjælpepakke til de danske universiteter.

Danske Studerendes Fællesråd bakker de protesterende studerende op. Formand, Mikkel Zeuthen, udtaler:
”Københavns Universitet bløder, og der er akut brug for en hjælpepakke til at stoppe blødningerne. Det ville være en skandale, hvis biologi, geografi og geologi lukker.”

Mikkel Zeuthen fortsætter:
”Det er jo vildt langt ude, at de studerende ikke engang kan vide, om de kan gøre deres uddannelser færdige. Og så er det et stort problem for kommende geografi- og biologilærere og for fremtidig forskning, at institutterne udsultes på den her måde.”

Ud over fyringerne på geografi og biologi, er der en række fyringer landet over. På LIFE, den tidligere Landbrughøjskole, skal der fyres ca. 100 ansatte, på Danmarks Tekniske Universitet skal der fyres ca. 100 forskere og på Århus Universitet - herunder Danmarks Pedagogiske Universitet – skal der fyres et ukendt antal ansatte. Danske Studerendes Fællesråd mener ud over et akut løft i bevillingerne, at der er brug flere frie midler, så universiteterne kan foretage langtids-investeringer og generel økonomistyring:

”Det er jo klart nok, at man ikke kan sammensætte et ordentligt uddannelsesforløb, hvis man ikke ved, hvor mange penge man har at gøre godt med seks måneder ud i fremtiden. Der er brug for flere frie midler, som universiteterne selv råder over og et generelt løft i bevillingerne”, fortæller Mikkel Zeuthen.

Se Danske Studerendes Fællesråds bud på en sund finansiering i det vedlagte uddrag. Elev- og studenterbevægelsens samlede bud på en uddannelses-finanslov 2010 findes på www.kvalitetkoster.dk.

Udgiv indhold  DSFWeb