Regeringen forsøger at skjule store besparelser på uddannelse

”Hyklerisk og dybt kritisabelt”. Det kalder studenterformand regeringens finanslovsforslag, som han mener skærer massivt i tilskuddet pr. studerende.

Regeringen har i forbindelse med præsentationen af sit forslag til finanslov for 2015 fremhævet, at der blive investeret massivt i uddannelse. Men kigger man udspillet efter i sømmene, er virkeligheden en helt anden. Det siger formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Jakob Ruggaard:

”De penge, der er sat af på finansloven til uddannelse, er slet ikke nok til at dække det stigende optag. Ser man på det beløb, der er til rådighed pr. studerende, er der besparelser bredt i uddannelsessystemet. På universiteterne er der en besparelser på 1.100 kr. pr studerende. Samtidig bliver universiteternes basisbevillinger beskåret med ca. 50 mio kr..”

Jakob Ruggaard mener, at det lugter langt væk af spin, når regeringen har lagt vægt på de ’store investeringer’, selvom det ifølge ham klokkeklart fremgår af finansloven, at tilskuddet pr. studerende falder.

”Med det her finanslovsforslag, vil der samlet set i 2015 blive 19 % færre midler pr. studerende på universiteterne end der var, da regeringen trådte til. Det har massive konsekvenser for den enkelte studerende, og for kvaliteten af vores uddannelser. Det synes jeg ærlig talt, at regeringen skulle forholde sig til og tage ansvar for, i stedet for at manipulere med sandheden.”

Regeringen har tidligere i år lagt op til, at den vil hæve kvaliteten på de videregående uddannelser. Men med regeringens fortsatte sparekurs, forudser Jakob Ruggaard, at kvalitetsproblemerne vil vokse. 

”Mange studerende oplever i dag alt for få timer, ingen feedback på vores opgaver og alt for lidt vejledning. Der er simpelthen ikke penge nok til at ansætte, de undervisere, der er behov for.  Man kan kun forvente at den tendens fortsætter, og bliver værre med de her besparelser. Det er ærlig talt hyklerisk, at regeringen siger, at den vil løfte kvaliteten, men ikke er klar til at betale regningen.”.

For yderligere kommentarer, kontakt Jakob Ruggaard: tlf. 28194500, jakob@dsfnet.dk