DSF: Uddannelse skaber udvikling

Det er ikke udbuddet af akademikere, der skal falde, men derimod efterspørgslen, der skal stige. Det kan gøres bl.a. ved hjælp af jobkampagner, der oplyser virksomheder om, hvad de kan bruge de lange videregående uddannelser til. Det skriver Yasmin Davali, formand for DSF.

Af Yasmin Davali, Formand for Danske Studerendes Fællesråd

 

Uddannelse er en kilde til samfundsudvikling. Det er et afgørende element til at få virksomheder til at vokse og samfundsøkonomien til at gro. Det gælder alle slags uddannelser og ikke mindst længere videregående uddannelser. Gennem et livsforløb betaler den typiske akademiker sin uddannelse tilbage mere end syv gange. Det gør de gennem godt og udviklende arbejde, der skaber vækst i virksomhederne. Undersøgelser viser, at virksomheder, der ansætter en akademiker, typisk udvikler sig, så der skabes flere arbejdspladser, og produktiviteten stiger. Ikke bare fordi akademikerne trækker den gennemsnitlige produktivitet op, men fordi den samlede virksomhed yder bedre. Produktiviteten øges, der skabes flere arbejdspladser, alle er glade.

Jobkampagner er vejen frem
Derfor er det også et problem, at Danmark ikke udnytter sit fulde potentiale, når det handler om at skabe et arbejdsmarked, hvor man formår at udnytte de ressourcer og muligheder, der ligger i de mange dygtige dimittender. Alt for mange små og mellemstore virksomheder har få eller ingen akademikere ansat, selvom tallene klart peger på at ekstra ansatte akademikere ville booste deres udvikling.

At lave kampagne for at få akademikere i arbejde er derfor så langt fra en lappeløsning.  Det er vejen frem, hvis man vil skabe et arbejdsmarked, hvor alt det talent, der kommer ud på den anden side af universiteterne, bliver sat i spil – til gavn for både dimittender, virksomheder og samfund.

LINKS PÅ ALTINGET

  1. Akademikerne: Vi kan punktere dimittendkrisen med en ny vækstpilotordning

  2. S: Vi må alle tage ansvar for at løse dimittendledigheden

Flere fordele ved jobskabende initiativer 
Gennem brede og opsøgende kampagner, der inkluderer både oplysning, og eventuelt tilskud, kan politikerne gøre en seriøs indsats, for at virksomhederne får øjnene op for, hvad de kan bruge de lange videregående uddannelser til. Det skylder politikerne både de dimittender, der har kæmpet sig gennem en universitetsuddannelse, de virksomheder, der lige nu går glip af de fordele, der ligger i at have akademikere ansat, og det samfund, der har brug for en saltvandsindsprøjtning, der kan sætte gang i produktionen og skabe flere arbejdspladser til alle befolkningsgrupper. Jobskabende initiativer, der hjælper dimittender i overgangen fra studie til arbejdsmarked, er en investering. Det understreges også, når vi ser på ledighedstallene for akademikere på længere sigt. For selvom dimmitendledigheden er høj, er ledigheden for akademikere som samlet gruppe nede på  4 procent – en lavere ledighedsprocent end for befolkningen generelt. Problemet ligger altså i overgangen mellem studie og arbejdsmarked. Ikke i at der er for mange akademikere.

Dimensionering er en lappeløsning 
Hvad der til gengæld i høj grad er en lappeløsning, eller værre endnu: En undergravning af vores muligheder for at udvikle os selv og samfundet, er dimensionering af vores uddannelser. I stedet for at løse problemerne med dimittendarbejdsløshed, flytter man den til nye områder. Man flytter rundt på unge mellem forskellige jobkøer i stedet for at arbejde for kortere køer. Man skruer på udbuddet for at få nogle pænere dimittendledighedstal her og nu. Men man glemmer, hvor meget der ville være at vinde, ved at det, i stedet for at være udbudet af akademikere der faldt, var efterspørgslen der steg.

Lysten til at udvikle gavner alle
For om man drømmer om at blive translatør, ingeniør eller klog på samfundet, er der fordele at hente ved at tage en videregående uddannelse. Som samfund kan vi bruge alle slags akademikere, det vigtige er, at man har lyst til at udvikle sig gennem sit fag. For det er lige præcis lysten til at udvikle, der gør, at akademikere sætter gang i væksten og udvikler samfundet. For når man brænder for sit fag, så får man netop lyst til at gøre det bedre. Man får lyst til at udvikle. Om det så er forvaltning, cellebiologi eller fortolkning af franske digte, man brænder for, så er det evnerne for og lysten til at udvikle, der gør, at akademikerne gavner både arbejdsmarkedet og samfundet.

Det må vi ikke sætte over styr ved at forsøge at forhåndsbestemme, hvad der er interessant viden, og placere unge i fag de ikke brænder for. For det er først, når man insisterer på at uddanne unge til fag, de ikke interesserer sig for, at uddannelse mister sin udviklende kraft.

 

Denne artikel er skrevet i forbindelse med Atingets nye debatpanel, hvor en række politikere, centrale aktører og organisationer giver deres bud på  hvordan man kan forebygge den store dimittendledighed. Du kan følge debatten i den kommende måned på Altinget.dk