Zimbabwe

DSF har et samarbejde med den Zimbabwiske Nationale Studenterunion (ZINASU). Partnerskabet blev startet op med et partneridentifikationsbesøg i januar 2014, og i sommeren 2014 blev besøget fulgt op af en forundersøgelse. Her blev deltagerne fra ZINASU og DSF enige om at fortsætte samarbejdet og lave et pilotprojekt sammen, hvor zimbabwiske studenterledere skal modtage træning i ledelse, kampagneplanlægning, mobilisering, organizing, og hvordan de formidler dette videre til andre, lokale studenterledere. Planen er, at pilotprojektet skal løbe fra 2015-2016 og herefter evalueres med henblik på at lave et partnerskabsprojekt, der løber over to år.

ZINASU er den eneste uafhængige studenterorganisation i Zimbabwe, som kæmper alle studerendes sag. De har eksisteret siden 1989 og repræsenterer flere hundrede tusinde studerende fra 48 institutioner i seks forskellige distrikter. Det er ikke unormalt, at studerende, som er aktive i ZINASU, bliver smidt ud, anholdt og suspenderet fra deres studier, hvis de holder møder, organiserer protester og lignende. Der er derfor svære kår for studenterpolitisk aktivisme i Zimbabwe, hvor regeringen ikke tåler politisk modstand.

ZINASU arbejder for lige adgang til uddannelse, gratis uddannelse og økonomisk støtte til trængte studerende. Derudover kæmper de indædt for at få ret til at blive spurgt og hørt, når det drejer sig om uddannelsespolitik i landet.

I Zimbabwe er præsident Robert Mugabe chef for alle højere uddannelsesinstitutioner, og han udpeger egenhændigt rektorerne, der herefter ikke er interesserede i at tale imod regeringen. De studerendes talerør på uddannelsesinstitutionerne er Student Representative Councils (SRCs), som de studerende skal vælges til. Men selv, hvis ZINASU-folk vinder over regeringpartiets ZANU-PF’s egent studenterorganisation, er det ikke et krav, at administrationen skal lytte til SRC’en.

Med et samarbejde mellem DSF og ZINASU håber begge organisationer at kunne lære af hinandens arbejde og metoder, og ikke mindst, at zimbabwiske studerende kan få styrket deres stemme lokalt og nationalt.