Yasmin Davalis tale til Uddannelsesalliancens demo på Slotpladsen d. 13/10

“Hvis man har lyttet til SU-debatten den sidste tid, så har man godt kunnet få det indtryk, at debatten kun handler om tal. Som om man kunne sætte en ligning op, der fortalte om SU-nedskæringer var en god ide, og hvis man bare smider tal nok i hovedet på sin modstander, så skal man nok vinde kampen om SU’en. Det er forkert. SU-kampen er ikke en kamp om tal – det er en kamp om værdier.

 

Vi skal gøre op med os selv, om det er en prioritet for os som samfund, at alle unge får lov til at uddanne sig, uden at skulle overveje om de har råd? Vil vi et samfund, hvor alle os, der er under uddannelse får hjælp til at betale husleje, eller overlader vi tusindvis af unge til sig selv? Stikker vi hovedet i jorden og lader som om, at en veluddannet befolkning ikke er et fælles ansvar? Prøver vi at bilde os selv og hinanden ind, at det er ligemeget om tallene på kontoen er sorte eller røde? Om man er tvunget til at forsøge at leve for lånte penge eller ej? Vil vi som samfund lade som om, vi ikke er dybt afhængige af, at der bliver uddannet dygtige unge inden for alle fag og fagretninger.

 

Jeg er er ikke i tvivl om, hvad det er, der bygger et stærkt samfund, og hvad der sikrer de bedste uddannelser. Det er ikke nedskæringer på uddannelse og SU. Det er ikke at gældsætte generationer af studerende. Det er tværtimod at sørge for, at alle unge kan være sikre på, at når de møder op på deres uddannelsessted, så er det deres indsats, og ikke dårlige rammer, der bestemmer, hvor dygtige de får lov at blive. Så er det hverken mangel på feedback eller timer, der er definerende for deres uddannelse. Så er det ikke det, at man bliver nødt til at smide alt for mange timer efter sit studiejob, for at betale huslejen, der er det vigtige. I modsætning til hvad mange politikere lader til at tro, så vil vi studerende faktisk gerne dygtiggøre os. Når vi starter på vores studier, så er det, fordi vi synes, det er helt fantastisk spændende. Vi går op i vores studier. Vi gør vores del. Det er politikerne, der har taget på sig at spænde ben for, at vi kan blive dygtige. Det er dem, der lige nu spiller hasard med Danmarks fremtid.

 

Og det er faktisk noget af det mest tragiske ved det her. Mens Venstre har rodet sig ud i et generationstyveri af rang, mens de spiller hasard med landets fremtid, så bliver vi beskyldt for ikke at ville tage ansvar. At vi ikke gør andet end at brokke os, og at vi ikke vil anerkende, at det skulle være nødvendigt at skære et sted, og det sted så må være på uddannelse og SU. For det første er det ikke nødvendigt at skære, det er et politisk valg, man træffer fordi man gerne vil finde penge til skattelettelser. For det andet, så er problemet jo ikke at vi brokker os. Problemet er, at vi altid ender med at få ret!

 

Da vi stod her for et år siden, advarede vi mod underviserfyringer, faglukninger og generelt dårligere kvalitet. Og det er lige præcis det, der er sket. Det er blevet slået fast den ene gang efter den anden, at vores uddannelser ikke er kornfede, og uddannelserne ikke kan effektivisere sig ud af milliardnedskæringer. I stedet for at anerkende at de tog fejl, har Venstre skruet op for hastigheden, og er i gang med at køre os ud over afgrunden. Vi havde ret for et år siden, og vi har ret nu, hvor SU’en er smidt i nedskæringspuljen.

 

Når Venstre nu ikke er interesserede i at sikre, at alle unge er sikret kvalitetsuddannelser og et eksistensgrundlag, mens de studerer, så må vi andre jo sige stop. Derfor er det så fedt at stå her sammen med jer allesammen i dag. I dag viser vi, at vi ikke lader os spille ud mod hinanden. Det handler ikke om uddannelsesretninger og generationsskel. Det handler om de værdier, der skal definere vores uddannelser og vores samfund. Vi er klar til at stå sammen, på tværs af uddannelsesretninger og generationer for at kæmpe for, at alle unge er sikret en kvalitetsuddannelse, og at social baggrund ikke kommer til at definere, hvilke livsmuligheder du får!”

 

D. 13. Oktober, 2016