DSF formand Yasmin Davali’s tale til manifestationen mod uddannelsesloftet

“Når Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne det sidste stykke tid, har skullet forholde sig til den kritik, der er kommet fra alle os, så har de talt om uddannelsesloftet, som om det er noget, der er relevant for en lille gruppe forkælede studerende, som ikke gider ud på arbejdsmarkedet, men som helst bare vi tage den ene uddannelse efter den anden, for at undgå nogensinde at blive færdige. De prøver at fremstille den svinestreg de er ved at begå, som et spørgsmål om en lille gruppe studerende, der træder ved siden af.
Ligesom de fleste andre uddannelsespolitiske tiltag, vi har oplevet de seneste år, så er uddannelsesloftet lavet af politikere, der grundlæggende ikke har tillid til studerende og mener, at det er deres opgave, at skubbe os modvilligt ud på arbejdsmarkedet. Det er lavet af politikere, der tror de har bedre styr på hvad vores motivationer er, og hvordan vi handler på deres politik, end vi selv har.

Men det har de ikke. Og i virkeligheden er det nok her, Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti begik deres første fejl. De troede det her var en problemstilling der var relevant for et fåtal af studerende. At de eneste der ville blive ramt , er dem der ikke kan søge ind på deres drømmeuddannelse alligevel. Som lige nu sidder og overvejer om de skal droppe ud af deres uddannelse. Men de kunne ikke tage mere fejl.
Følelsen af at være i tvivl om, om vi har valgt det rigtige studie, kan vi alle sammen sætte os ind i. Uddannelsesloftet rammer ikke kun dem, der rent faktisk vælger om, men også alle dem har været i tvivl.

Den næste fejl Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti begik, var at lave uddannelsespolitik med udgangspunkt i finansministeriets regnemodeller, i stedet for målsætningen om et stærkt uddannelsessystem. Den fejl begår de ofte og i den er her sammenhæng er det særligt slemt
De tænker i kroner og ører her og nu, i stedet for hvad der skaber stærke uddannelser. Med uddannelsesloftet, behandler de vores uddannelsessystem, som en udgift der skal minimeres, i stedet for en af forudsætningerne for et stærkt samfund.

Den sidste og tredje fejl jeg vil fremhæve var, at de troede de kunne slippe afsted med det her, uden at der var nogen der blev sure. At de uden videre kunne fremstille et så absurd forslag, bruge pengene tre timer efter – uden nogen form for demokratisk debat om forslaget – og så ellers lade som om, at det aldrig var sket. Der tog de tydeligvis fejl. Over de sidste par uger, har vi gjort det klart for de tre partier bag den her aftale, at vi er mange der er villige til at kæmpe for et fleksibelt uddannelsessystem og for retten til at blive klogere. Vi er mange der holder fast i, at vi skal have et uddannelsessystem hvor målet er at give mennesker magt over deres eget liv og mulighed for at påvirke resten af samfundet.

I morgen skal forslaget 3. behandles og der er en meget stor risiko for, at forslaget bliver vedtaget. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis V, DF og S tror at det betyder at vi giver op, så begår de deres 4. fejl. Selv hvis forslaget bliver vedtaget i morgen, så er vi ikke færdige med at kæmpe mod udannelsesloftet. Det ville ikke være første gang, vi rykkede aftaler som alle sagde ikke kunne rykkes ved og åbnede forlig, der er bredere end det der ligger her. Og jeg er sådan set slet ikke i tvivl om, at vi får ram på uddannelsesloftet, før eller siden.
Tak for ordet.”