Columbian students watch

Colombian Students’ Watch (CSW) er en solidaritetsorganisation drevet af frivillige studerende i Danmark fra forskellige uddannelser. Formålet er at støtte de studerende i Colombias ret til at organisere sig, uden at blive udsat for overgreb på grundlæggende menneskerettigheder. CSW støtter de colombianske studerendes arbejde for et demokratisk, offentligt uddannelsessystem med lige adgang til uddannelse for alle.

CSW’s arbejde består af flere elementer, lige fra protestbreve til de colombianske myndigheder underskrevet af forskellige elev- og studenterorganisationer til faglige studieture.

CSW organiserer rejser for aktive colombianske studerende, som kan oplyse om deres virkelighed og videreformidle deres historier. CSW arrangerer også delegationer til Colombia, så studenterpolitisk aktive i Danmark kan opleve en anden dimension af det studenterpolitiske arbejde, erfaringsudveksle og dokumentere forholdene i Colombia.

Situationen for de studerende i Colombia er radikalt anderledes end for de danske studerende. Ud over den begrænsede adgang, som betyder at kun en meget lille andel af befolkningen får muligheden for uddannelse, agerer de studerende også i en helt anden virkelighed, når de arbejder for bedre vilkår.

 

I forbindelse med den ustabile fredsproces mellem staten og oprørsgruppen FARC er de colombianske studerende særligt udsatte, når de arbejder for at skabe et bedre uddannelsessystem. Det kommer til udtryk gennem systematisk repression, fængslinger, trusler og drab på studenterpolitisk aktive. Lige nu arbejder de studerende for en alternativ universitetslovgivning, der bliver afgørende for deres fremtidige uddannelsessystem.

 

DSF støtter CSW´s arbejde, med at styrke de colombianske studerende i deres kamp for bedre forhold.

 

Du kan læse mere om CSW på deres facebookside her.

Kontakt: columbianstudentswatch@hotmail.com