DSF lancerer kvalitetskampagne og genudgiver kvalitetsudspil med DJØF studerende

DSF lancerer kvalitetskampagne og genudgiver kvalitetsudspil med DJØF studerende 

Som optakt til, at regeringens kvalitetsudvalg d. 24. november udgiver sin anden delrapport, lancerer DSF i samarbejde med DJØF studerende den virale kvalitetskampagne ‘Kvalitet kræver kontakt og feedback’, der bl.a. består af videoer og billeder på de sociale medier. Samtidig relanceres kvalitetsudspillet ’Vores uddannelser – Vores løsninger’ i en forkortet udgave, som kan læses her.

Debatten om kvalitet og relevans på de videregående uddannelser har i løbet af 2014 rullet for fuld drøn, blandt andet som følge af anbefalinger fra regeringens Udvalg for Kvalitet og Relevans i de videregående uddannelser. Desværre har debatten hidtil ikke handlet om de kvalitetsproblemer, vi studerende oplever på vores uddannelser i vores hverdag og løsningerne herpå. Den har i stedet handlet om erhvervslivet behov her og nu, om livsløn og om antallet af studerende på bestemte uddannelser. Et af resultaterne har været Sofie Carsten Nielsens dimensioneringsplan, der skærer tusindevis af studiepladser væk på de videregående uddannelser. En plan, der risikerer at føre til lukningen af fagmiljøer og til at tusindevis af unge udelukkes fra at få en videregående uddannelse.

Det er på tide, at kvalitetsdebatten kommer tilbage på sporet, at vi studerende bliver hørt og at debatten kommer til at dreje sig om, at skabe reelle kvalitetsforbedringer i den hverdag vi studerende har på vores uddannelser, i stedet for det modsatte. 

Følg med i den virale kampagne på DSF’s og DJØF studerendes facebooksider, på twitter og instagram.