Shamwari projektet

Partnerskabet mellem DSF og ZINASU blev indledt i 2014 og styrker begge organisationers internationale netværk og øger kulturel ydmyghed og interkulturel læring. Det fremmer politiske dagsordener gennem peer learning, samarbejde og solidaritetsengagement gennem f.eks. individuel og gruppe kapacitetsopbygning og udviklingsorienterede workshops, informationsdeling og udveksling af erfaringer. Partnerskabsprojektet forsøger at adresse problemer indenfor uddannelsesmæssig ligestilling, studerendes rettigheder og studerendes levevilkår.
ZINASU er den eneste uafhængige studenterorganisation i Zimbabwe, som kæmper alle studerendes sag. De har eksisteret siden 1989 og repræsenterer flere hundrede tusinde studerende fra 48 institutioner i seks forskellige distrikter. Det er ikke unormalt, at studerende, som er aktive i ZINASU, bliver smidt ud, anholdt og suspenderet fra deres studier, hvis de holder møder, organiserer protester og lignende. Der er derfor svære kår for studenterpolitisk aktivisme i Zimbabwe, hvor regeringen ikke tåler politisk modstand.
ZINASU arbejder for lige adgang til uddannelse, gratis uddannelse og økonomisk støtte til trængte studerende. Derudover kæmper de indædt for at få ret til at blive spurgt og hørt, når det drejer sig om uddannelsespolitik i landet.
Med et samarbejde mellem DSF og ZINASU håber begge organisationer at kunne lære af hinandens arbejde og metoder, og ikke mindst, at zimbabwiske studerende kan få styrket deres stemme lokalt og nationalt.